 |
|
JØRGEN LUMBYE: ECSTASY - EN NUANCERET INDFØRING INDHOLDSFORTEGNELSE: Indledning Mine egne personlige erfaringer med brug af ecstasy. Fordomsfri information om vore rus- og nydelsesmidler. 1. Kapitel: Kritik af mediernes information om ecstasy Psykedeliske stoffer versus narkotiske stoffer. 2. Kapitel: Ecstasy's historie Ecstasy i dag. 3. Kapitel: Hvordan virker ecstasy? Ecstasy's egenvirkninger. 4. Kapitel: Ecstasy's potentielle skadevirkninger Personer som det må frarådes at bruge ecstasy. 5. Kapitel: Ecstasy's psykoterapeutiske potentialer Ecstasy kan gøre ubevidst psykisk materiale bevidst,
herunder også problematisk materiale. 6. Kapitel: Den nyere psykologis centrale bevidsthedsmodel Psykedeliske stoffer som psykiske mikroskoper og teleskoper. 7. Kapitel: Helhedsperspektiv på en fremtidig ecstasy-politik Vores nuværende kulturs og tidsalders problematiske
forhold til stoffer.
Efterskrift. Fodnoter. Litteraturhenvisninger. Bogliste
INDLEDNING Der er mange grunde til at jeg har udgivet det her foreliggende hefte om ecstasy, som er en udvidet og revideret udgave af kapitlet om ecstasy i min bog BRUG OG MISBRUG - Vi er alle på stoffer, Thaning & Appel 1998. En af de væsentligste grunde til denne udgivelse har været ønsket om at give en mere nuanceret og kvalificeret beskrivelse af ecstasy ud fra videnskabelige undersøgelser og facts som modvægt til massemediernes overvældende strøm af mangelfuld eller fordrejet information eller decideret misinformation om ecstasy.
Mine egne personlige erfaringer med brug af ecstasy I modsætning til det altovervejende flertal af massemediernes såkaldte "stofmisbrugseksperter" har jeg personlig prøvet at tage ecstasy - ialt ca. 50 gange i årenes løb. Jeg har nemlig været så heldig, at jeg i flere længerevarende perioder i slutningen af 1970'erne og begyndelsen af 1980'erne var på studieophold på Esalen Institute i Californien, hvor en af verdens førende forskere i psykedeliske stoffer, den tjekkisk-amerikanske læge Stanislav Grof, var ansat og blev min vigtigste lærer. Det var i de år hvor meget få mennesker var klar over, at der eksisterede et psykedelisk stof som hed ecstasy, hvor dette stof endnu var legalt og hvor det af en række af USA's førende psykedelikaforskere og psykedelikaterapeuter - hvoraf mange var tilknyttet Esalen Institute - blev benyttet som et særdeles effektivt og nyttigt psykoterapeutisk hjælpemiddel. Jeg har således haft lejlighed til mange gange selv at være i psykoterapi under indtag af ecstasy, og har tillige adskillige gange været psykoterapeut for andre, der i de psykoterapeutiske sessioner indtog dette psykedeliske stof. Jeg har kun godt at sige om dette forholdsvis milde psykedeliske stof, når det anvendes i en ansvarlig psykoterapeutisk sammenhæng, omend psykoterapi med ecstasy naturligvis ikke er så dybtgående som psykoterapi med de kraftige psykedeliske stoffer (se s. ). Som begyndelsesstof i en psykedelisk psykoterapi er ecstasy imidlertid et fortrinligt psykoterapeutisk hjælpemiddel, og generelt meget mere effektivt end de fleste stoffri psykoterapier. Om ecstasy udtaler jeg mig derfor ikke kun udfra en teoretisk viden om den videnskabelige litteratur om psykedeliske stoffer generelt og stoffet ecstasy specielt, men udtaler mig også på baggrund af egne personlige erfaringer.
Fordomsfri information om vore rus- og nydelsesmidler Det er mit store ønske, at vor tids mennesker, i det der er blevet kaldt informationstidsalderen, må få let og uhindret adgang til videnskabelig og fordomsfri information om det, der meget vel kan vise sig at være et af menneskehedens vigtigste frigørelsesredskaber - de psykedeliske stoffer. Dvs. den type af stoffer som menneskeheden, ikke mindst naturfolk, har indtaget i årtusinder, og som erfaringerne op gennem menneskehedens historie har vist, kan være fremragende hjælpemidler - hvis de vel at mærke anvendes på rette måde - når det drejer sig om den indre frigørelse, den indre selvafklaring, den indre rejse. Dén rejse, hvis vellykkede forløb ser ud til at være forudsætningen for at også menneskets og menneskehedens ydre rejse - og frigørelse - kan blive virkelig vellykket. Jørgen Lumbye
KAPITEL 1. KRITIK AF MEDIERNES INFORMATION OM ECSTASY Informationsniveauet om ecstasy i de danske massemedier har - med få enkelte undtagelser - været deprimerende lavt. Fejlagtige og uvidenskabelige informationer om ecstasy er blevet bragt igen og igen som dokumentation for ecstasys påståede farlighed. Dele af pressen har kørt en massiv skræmmekampagne mod ecstasy i lighed med den skræmmekampagne mod hash, som kørte for nogle årtier siden. En af de væsentligste og hyppigst forekommende fejlinformationer er den manglende skelnen mellem brug og misbrug. Alt for ofte bliver der automatisk sat lighedstegn mellem almindelig moderat brug og umådeholdent misbrug. De negative virkninger af en forkert eller overdreven anvendelse af et psykedelisk stof, som f.eks. ecstasy, bliver desuden alt for tit fremstillet som var det de almindelige virkninger af dette stof. Det er derfor af grundlæggende vigtighed, når vi beskæftiger os med ecstasy - og psykedeliske stoffer generelt - at skelne klart mellem hensigtsmæssig og dermed moderat brug af stoffet på den ene side og umådeholden, overdreven eller uansvarlig brug dvs. misbrug af stoffet på den anden. Lige såvel som en moderat bruger af alkohol ikke er det samme som en alkoholmisbruger er en moderat bruger af ecstasy ikke det samme som en ecstasymisbruger.
Psykedeliske stoffer versus narkotiske stoffer De (for tiden) ulovlige bevidsthedspåvirkende stoffer falder stort set i to hovedgrupperinger: de narkotiske stoffer og de psykedeliske stoffer. Narkotiske stoffer er stoffer som opium, morfin, heroin, kokain, amfetamin m.m., der bl.a. er stærkt afhængighedsskabende stoffer - og iøvrigt ikke egner sig som psykoterapeutiske hjælpemidler. Generelt kan disse stoffer beskrives som "flugtstoffer" dvs. bevidsthedspåvirkende stoffer der midlertidigt kan hjælpe mennesket med at flygte fra mere eller mindre uudholdelige psykiske og/eller sociale problemer til et "kunstigt paradis" - så længe stofvirkningen varer. Prisen er desværre tit stofafhængighed og yderligere psykisk og/eller social deroute. Ifølge FN's verdenssundhedsorganisation WHO hører stoffer som kokain og amfetamin imidlertid strengt taget ikke til gruppen narkotiske stoffer, men derimod til gruppen centralstimulerende stoffer. I massemedierne bliver de centralstimulerende stoffer dog almindeligvis omtalt som narkotika. Psykedeliske stoffer er derimod bevidsthedspåvirkende stoffer der ikke er afhængighedsskabende og som for de flestes vedkommende egner sig til - og rent faktisk er blevet brugt som - psykoterapeutiske hjælpemidler og/eller religiøse sakramenter. De psykedeliske stoffer kan deles op i 1) De lettere psykedeliske stoffer, såsom cannabis (hash/marihuana) og ecstasy, og 2) de kraftigere psykedeliske stoffer såsom psilocybin(svampe), meskalin(kaktus) og LSD. De lettere psykedeliske stoffer kan af de fleste mennesker også bruges som rekreative nydelsesmidler uden større problemer, selv om deres egentlige potentialer først fremtræder i en ansvarlig psykoterapeutisk-spirituel sammenhæng.
Ecstasy er IKKE narkotika Videnskabelig set er ecstasy således ikke et narkotisk stof, men et psykedelisk stof - og det samme gælder hash (cannabis) - bl.a. fordi ecstasy og hash ikke er afhængighedsskabende stoffer, og fordi deres oplevelseskvalitet er anderledes end de narkotiske stoffers. Det er således videnskabelig set forkert og desuden farligt vildledende, når den vestlige verdens myndigheder bliver ved med at kalde stoffer som ecstasy og hash for "narkotika", og dermed slår dem i hartkorn med stoffer som heroin, kokain og amfetamin. De lettere psykedeliske stoffer, såsom hash og ecstasy, kan som sagt uden større problemer håndteres af de fleste almindelige sunde og raske mennesker. Man bør dog være opmærksom på, at hash og ecstasy i uheldigste fald kan bevirke, at mennesker, der psykisk har det så dårligt med sig selv, at de balancerer på kanten af en psykose - såkaldt grænsepsykotiske mennesker - kan ryge ud i en psykose af kortere eller længere tids varighed som følge af stofindtaget. For almindelige sunde og raske mennesker er der imidlertid ikke fare for noget sådant under normale omstændigheder.
Feststof og/eller psykoterapeutisk hjælpemiddel? Hvad angår ecstasy anvendes det af mange mennesker i den vestlige verden som et rekreativt bevidsthedspåvirkende stof, eller decideret feststof ("party drug") - hvad mange tydeligvis har stor gavn af. En endnu bedre anvendelse af ecstasy kan imidlertid finde sted i psykoterapi, hvor dette psykedeliske stof som nævnt har vist sig at være et fremragende psykotertapeutisk hjælpemiddel - hvis det vel at mærke anvendes på rette måde. Hvad angår de kraftigere psykedeliske stoffer er deres primære anvendelsesområde ansvarlig psykoterapi og spirituel udvikling, og disse stoffer kan være farlige - især i høje doser - i ukyndiges hænder dvs. udenfor en ansvarlig og kompetent sammenhæng.
Skræmmekampagnen mod hash gentages mod ecstasy For nogle årtier siden kørte der i massemedierne en skræmmekampagne mod hash baseret på fordomsfulde vrangforestillinger og uvidenskabelige informationer. Hvad angår ecstasy, der først rigtig begyndte at komme til Danmark i sidste halvdel af 1980'erne, opretholder myndighederne den samme irrationelle og uvidenskabelige forbudspolitik, som i mange år blev håndhævet - og i en vis udstrækning desværre stadig håndhæves - mod hash. Bliver myndighederne og massemedierne aldrig klogere? Skal der absolut gå mange år endnu før de begynder at lytte til, hvad den videnskabelige sagkundskab og empiriske forskning har at sige om ecstasy? Eller vil de blive ved med blindt at fæste lid til fordommene om dette stof? En forudindtagethed der givetvis ikke ville være så vidtudbredt, hvis offentligheden - bl.a. via Sundhedsstyrelsen og gennem medierne - blev præsenteret for generelle og letforståelige redegørelser for det videnskabelige forskningsmateriale, der allerede nu findes om ecstasy. Forskningsmateriale der gendriver de uvidenskabelige skræmmekampagner. Så vi bl.a. kunne blive fri for visse mediers krav om strengere straffe for salg og brug af ecstasy, fordi der angiveligt skulle være nogle mennesker der var blevet slået ihjel ved at indtage ecstasy tilsat noget giftstof eller hård narkotika. Som en kronikforfatter i dagbladet Information så rigtigt skrev ville dette svare til, at vi ville forbyde alkohol, fordi der var nogle mennesker som var blevet slået ihjel, fordi de uden at vide det drak noget øl, som andre mennesker havde tilsat stryknin.
Videnskabeligt velfunderede nøglebøger om hash og ecstasy Hvis man er interesseret i en videnskabelig velfunderet og grundig, men alligevel forholdsvis lettilgængelig redegørelse for klassisk såvel som nyere hashforskning, samt de centrale problemstillinger i hash-/marihuana-problematikken, udkom der for et par år siden en fremragende og meget anbefalelssværdig bog af sociologiprofessor Lynn Zimmer og lægeprofessor John Morgan - begge fra City University of New York - med titlen Marijuana Myths, Marijuana Facts - a review of the scientific evidence (Marihuana myter, marihuana kendsgerninger - en oversigt over de videnskabelige vidnesbyrd) The Lindesmith Center 1997. En bog der også er et vægtigt indlæg i debatten om hvor vidt hash/marihuana burde legaliseres eller ej. Højst anbefalelsesværdig er desuden en bog af lægeprofessor Lester Grinspoon og universitetslærer James Bakalar - begge ansat ved Harvard University's Medical School - med titlen Marihuana, the Forbidden Medicine (Marihuana, det forbudte lægemiddel), Yale University Press 1993. Som titlen antyder er bogen en redegørelse for den omfattende og succesrige brug af cannabis som et lægemiddel op gennem menneskehedens historie, ikke blot i den klassiske indiske, kinesiske, og islamiske kulturkreds, men også i den nyere vestlige. Hvad sidstnævnte kulturkreds angår har cannabis således været anvendt på vellykket måde mod mange forskellige sygdomme i løbet af de sidste ca. 150 år. Er man interesseret i en saglig, grundig og fordomsfri redegørelse for nøgleproblemstillingerne omkring ecstasy, kan jeg varmt anbefale dr. pharm. Jerome Becks & Ph.D. Marsha Rosenbaums fremragende bog Pursuit of Ecstasy - The MDMA Experience (Stræben efter ekstase - MDMA-oplevelsen), State University of New York Press 1994. Bogen gennemgår en hel række af de væsentligste videnskabelige undersøgelser, der er foretaget over ecstasy-brug i den vestlige verden, og regnes for en grundbog inden for den videnskabelige litteratur om dette psykedeliske stof.
Sundhedsstyrelsen og misinformation om ecstasy Særlig galt bliver det når selv Sundhedsstyrelsen er med til at sprede fejlagtige og uvidenskabelige informationer om vores rus og nydelsesmidler, herunder ecstasy. Den af Sundhedsstyrelsen udsendte folder Værd at vide om ecstasy er således fuld af forkerte, mangelfulde, fordrejede, tendentiøse eller fordomsfulde "oplysninger", som ikke er hverken lægestanden eller Sundhedsstyrelsen værdig. Første sætning i folderen lyder f.eks. således: "Ecstasy minder om amfetamin og LSD", en sætning som i sin vaghed ("minder om") både leder tankerne hen på amfetamins voldsomt energiforøgende ("speedede") virkning, som ecstasy ikke har, og på LSD's ofte stærkt visionsfremkaldende virkning, som ecstasy almindeligvis heller ikke har. Hvad sidstnævnte stof angår fremturer pjecen 7 linier længere nede ved at hævde, at "der kan forekomme egentlige hallucinationer" - lidt senere i folderen forstærket til "skræmmende hallucinationer" - på trods af at ecstasy er et stof, der almindeligvis netop ikke fremkalder "hallucinationer", eller for at sige det mindre fordomsfuldt - visioner. Det er med andre ord ret sjældent, at man på ecstasy har egentlige visioner eller hallucinationer - selv om det naturligvis ikke kan udelukkes, at enkelte mennesker af og til kan komme ud for noget sådant. Pjecens fejlagtige oplysning skyldes måske, at Sundhedsstyrelsen alt for ukritisk har forladt sig på sin amerikanske storebror DEA's oplysninger? I denne forbindelse skriver en af verdens førende forskere i - og kendere af - ecstasy dr. pharm. Alexander Shulgin således følgende: "DEA hævder, at det (MDMA) er et hallucinogen, hvilket simpelthen ikke er rigtigt. MDMA er ikke et hallucinogen." (Tihkal 358). Med åbningssætningen "Ecstasy minder om amfetamin og LSD", får folderen fremmanet en fejlagtig forestilling om, at man kan blive en slags amfetaminvrag ved at indtage ecstasy, eller at sidstnævnte stof er lige så let at blive misbruger af som amfetamin, hvilket ikke er tilfældet. Folderens tendentiøse holdning fremgår også af sætningen "Man ved endnu ikke hvor nemt man bliver afhængig af ecstasy", for intet tyder nemlig på, at ecstasy er et afhængighedsskabende stof. Man kunne altså lige så godt have skrevet "Man ved endnu ikke, hvor svært det er at blive afhængig af ecstasy", eller for at være mere i overensstemmelse med sandheden "Ingen seriøse videnskabelige undersøgelser eller erfaringer indtil nu tyder på, at ecstasy er et afhængighedsskabende stof, og hvis dette alligevel skulle vise sig at være tilfældet, kan der under alle omstændigheder kun være tale om et meget svagt afhængighedsskabende stof". Et andet sted står der i folderen, at "ecstasy mistænkes for at give skader på leveren", til trods for at ingen seriøs videnskabelig forskning til dato har kunnet bekræfte en sådan mistanke. Folderen hævder også, at "ecstasy giver anledning til tolerans, dvs. at man efter en tids brug skal have stadig større doser for at opnå samme virkning". Sætningen er tilstrækkelig tåget og uklar (stofindtag hver dag?) til at give indtryk af, at man ved almindelig brug (og altså ikke misbrug) af ecstasy, skal have stadig større doser af stoffet for at opnå den samme virkning, hvilket ikke er rigtigt. Tolerans overfor ecstasy opstår almindeligvis kun, hvis man tager stoffet hyppigere end en gang om ugen. Tolerans kan med andre ord opfattes som kroppens eget signal om, at man er på vej ud i et misbrug af ecstasy, og gør sig altså ikke gældende ved almindelig fornuftig brug af stoffet, dvs. hvis man kun indtager stoffet i moderate doser med mere end en uges mellemrum (Saun 150; Shul 738). I denne forbindelse skriver Stafford: "Hovedgrund__ til at MDMA har et ringe misbrugspotentiale skyldes, at det udviser tachyphylaxis - en hurtig opbygning af tolerans, således at gentagen brug inden for et kort tidsspand fører til, at man ikke opnår de ønskede virkninger. I modsætning til dets "hjerteåbnende" og stressreducerende kvaliteter, har dette stof, hvis man tager det indenfor få dage efter et tidligere indtag, paradoksalt nok en tendens til at fremkalde øget stress og mange af de mindst ønskelige træk ved amfetamin-overdosering." (Staf III 68). Folderen hævder også, at "ecstasy blev fremstillet første gang i 1914", hvilket ikke er rigtigt. Ifølge Nicholas Saunders blev ecstasy fremstillet første gang af det tyske firma Merck i 1912, men firmaet tog patent på stoffet i 1914 (Saun 12-13). I folderen står der også, at "Det er almindeligt, at man er udmattet i timerne eller dagene efter rusen. Dette er en følge af selve stoffet og af, at man under rusen har overanstrengt kroppen og har undladt at spise og drikke ordentligt." Men hvem siger, at man har overanstrengt kroppen og har undladt at spise og drikke ordentligt? Mange mennesker, der tager ecstasy overanstrenger ikke kroppen, men slapper af under "turen", indtager rigeligt med væske m.m. Det at man føler sig lidt træt efter "turen" er kun naturligt, efter så mange intense oplevelser og stemninger man tit kommer ud for, når man indtager dette stof. Bundskraberen når pjecen i en af de sidste sætninger, hvor der står, at "I ren form er ecstasy et hvidt pulver med en stærk smag af medicin." Til sidstnævnte udsagn vil jeg blot spørge, hvordan smager "medicin"? De 7 afsnitsoverskrifter i folderen er enten neutrale, såsom "Rusen", "Efter rusen", "Loven" og "Det er også værd at vide", eller negative, såsom "Uønskede virkninger", "Afhængighed", "Forgiftning" og "Dødsfald". Ingen afsnitsoverskrifter er positive, såsom f.eks. "Ønskede virkninger", "Religiøse oplevelser", "Kærlige følelser", "Øget sensitivitet" og "Større åbenhed og tolerance overfor andre mennesker". Tendentiøst, fordomsfuldt og uvidenskabeligt.
"Stofmisbrugseksperter" Beskæmmende er det iøvrigt at se udtalelser om ecstasy i dagspressen fra en mindre hær af "stofmisbrugseksperter", herunder psykiatere, der for flertallets vedkommende tydeligvis ikke aner, hvad det er de taler om. Jeg forstår godt at unge mennesker i vid udstrækning ikke tror den slags "eksperter" over en dørtærskel. De må da også snarere betragtes som en del af stofmisbrugsproblemet end som en del af løsningen på dette problem.
Lys i mørket. Et af de få lyspunkter i debatten om de bevidsthedspåvirkende stoffer er dog, at flere og flere, især unge, afslår at fæste ukritisk lid til den "information" og de "oplysninger" om "ulovlige stoffer" som tilflyder dem fra massemedierne, undervisningsinstitutionerne og de offentlige myndigheder. For i stedet at forlade sig på den seriøse, videnskabelige, herunder populærvidenskabelige, litteratur om emnet - samt egne erfaringer på området. Problemet er bare, at sådanne erfaringer kan blive dyrekøbte, hvis man ikke - før man gør sine personlige erfaringer - er tilstrækkelig informationsmæssig forberedt. Det herværende hefte om ecstasy er et forsøg på at råde bod på den sørgelige mangel på seriøs og videnskabelig velfunderet litteratur på dansk om det spændende og fascinerende psykedeliske stof ecstasy.
Hvad vi kan lære af alkoholforbudet i USA (1920-1933). Da alkoholforbudet i USA er så lærerigt et eksempel på, hvordan man ikke bør skride ind overfor et nydelses- eller rusmiddel, som en betragtelig del af befolkningen finder det hensigtsmæssigt og positivt at anvende, vil jeg kort redegøre for dette forbuds historie i 1920'ernes og 1930'ernes USA. Så vidt jeg kan se er det et af de bedste eksempler på, hvor ikke blot nyttesløst men også skadeligt (for alle parter) det er, hvis statsmagten og myndighederne på formynderisk og barnepigeagtig vis prøver at diktere, hvilke nydelses- eller rusmidler den enkelte samfundsborger må eller ikke må anvende til personlig brug. Det amerikanske alkoholforbud, der med et snævert flertal blev vedtaget af Kongressen i Washington og håndhævet fra 1920-1933, var en ejendommelig blanding af et velmenende forsøg på at løse det store alkoholmisbrugsproblem i samtiden og en naiv og formynderisk tro på, at dette misbrugsproblem kunne løses via et lovgivningsforbud bakket op af en forstærket politiindsats for at håndhæve dette forbud.
Puritanske kredse får gennemtrumfet alkoholforbudet i USA Lovgivningsforbudet, der forbød salg og udskænkning af alkohol i hele USA, blev ikke mindst vedtaget, fordi puritanske og mere eller mindre fundamentalistiske kristne grupperinger udøvede behændig lobbyvirksomhed i Kongressen. Resultatet blev ganske enkelt en katastrofe. Fordi tilstrækkelig mange amerikanere opfattede det at drikke alkohol som en privatsag, som staten ikke burde blande sig i, overholdt mange - ellers lovlydige - amerikanere ikke alkoholforbudet. Fordi tilstrækkelig mange amerikanske statsborgere endvidere havde lyst til at drikke alkohol og betragtede statsmagtens spiritusforbud som en krænkelse af den frie borgers individuelle og personlige frihed, følte mange amerikanere sig ikke moralsk forpligtet til at overholde alkoholforbudet. Og fordi mange amerikanere havde råd til at købe alkohol, dvs. fordi der var en kontant (købedygtig) efterspørgsel på denne vare - blev pågældende vare også udbudt til salg. På et så velfungerende varemarked som det amerikanske i 20'erne og 30'erne burde dette ikke forbavse nogen - allermindst tilhængere af et kapitalistisk markedssystem.
Markedsmekanismerne og forbudte stoffer Indenfor et markedsøkonomisk system er det en kendsgerning, at hvis der er et købedygtigt behov dvs. en kontant efterspørgsel efter en vare, vil der almindeligvis også komme et udbud af denne vare. Ikke mindst, hvis det er forholdsvis enkelt, let og billigt at fremstille den pågældende vare, og hvis de råvarer, der indgår i den, er rimelig lettilgængelige. Hvis statsmagten på kunstig vis griber ind i den frie markedsmekanisme og via lovgivningsmæssige tiltag forbyder salg og forbrug af en sådan efterspurgt vare, vil dette som regel blot bevirke, at salget af den pågældende vare derefter kommer til at foregå i det skjulte og at prisen på den pågældende vare stiger. Jo mere (købedygtig) efterspørgsel der er på en vare, som der ikke er særlig stort udbud af, des mere vil prisen på den pågældende vare stige - og stige i takt med det dalende udbud. Stiger markedsprisen på en bestemt vare, medens produktionsudgifterne er de samme som de hidtil har været, vil flere mennesker være interesseret i at producere eller investere i produktionen af pågældende vare, fordi profitten på varen bliver større. Kapital vil med andre ord strømme ind i den produktionsgren, hvor den pågældende vare produceres og distribueres. Dette skete da også i USA under alkoholforbudet, ganske ligesom det i vore dage sker under "krigen mod narkotika". Statens lejlighedsvise beslaglæggelser af de forbudte varer og de bøder og andre straffeforanstaltninger, som statsmagten griber til i kampen mod disse varer, får almindeligvis blot varernes pris til at stige, da producenter og distributører som regel nok skal vide at få deres tab godtgjort. Statsmagtens tiltag for at håndhæve lovgivningsforbudet mod den efterspurgte forbudte vare fører derfor yderst sjældent til, at denne vare forsvinder fra markedet eller blot forefindes mindre hyppigt, men bevirker som regel kun, at varens pris stiger. Forbrugeren kommer med andre ord til at betale gildet, og statsmagtens tiltag for at hindre produktion og distribution af en bestemt vare, samt statsmagtens straffeforanstaltninger i denne sammenhæng, er da også blevet kaldt en slags "skat" på den pågældende vare. En skat som dog ikke statsmagten, men producenterne og distributørerne af varen indkasserer. Man kunne også, som psykedelikaforskeren Jonathan Ott gør det, kalde det statsmagtens indirekte financielle tilskud til producenter og distributører af den forbudte vare. Eller slet og ret statsmagtens indirekte og uofficielle financiering af produktion og distribution af dén vare, som det officielt er forbudt at producere og distribuere.
Alkoholforbudets fiasko Alkoholforbudet i USA bevirkede da heller ikke, at den amerikanske befolkning holdt op med at drikke alkohol. Tværtimod var der mange som handlede efter devisen "forbuden frugt smager bedst", og smugkroerne fik nu kronede dage. Ligesom de discoteker, hvor man let kan købe ecstasy, har fået det i vore dage. Dermed fik den organiserede kriminalitet, herunder mafiaen, for alvor vind i sejlene, hvilket - for at sige det mildt - ikke var til fordel for forbrugerne. Sidstnævnte kunne nu ikke være sikker på at få spiritus af høj kvalitet, men kunne tværtimod risikere at blive spist af med fortyndet, urent eller sundhedsskadelig, ja sommetider endog livsfarlig spiritus - eller noget fluidum, der blev solgt som spiritus. Adskillige mennesker døde således i USA af forgiftet spiritus under alkoholforbudets periode, ganske ligesom det i vor egen tid på tilsvarende måde sker for brugere og misbrugere af såkaldt narkotiske stoffer under det nuværende narkotikaforbud (Ott 23).
Staten overlader alkoholmarkedet til mafiaen Hvor staten tidligere havde haft ansvaret for at kontrollere, at firmaer, der producerede og solgte alkohol, kun producerede og solgte alkohol af en vis kvalitet og med nøje angivelse af, hvad denne alkohol indeholdt, så overlod staten nu fuldstændig markedet til gangsterorganisationer, hvis primære sigte var penge. Staten løb med andre ord for sit ansvar som den almindelige borgers og forbrugers beskytter, og mens staten fortsatte med at føre kvalitetskontrol med de fødevarer og levnedsmidler, der blev udbudt til salg på varemarkedet, opgav den at føre en tilsvarende kvalitetskontrol med alle drikkevarerne Den amerikanske stats hovedløse alkoholpolitik på alkoholforbudets tid bevirkede også, at mange ellers lovlydige borgere nu kom i direkte forbindelse med kriminelle miljøer, hvilket ikke blot kunne medføre, at de selv blev lokket ind på en kriminel løbebane, men at de også kunne risikere at komme i forbindelse med andre farlige stoffer, såsom hård narkotika.
Alkoholforbudet styrker mafiaens magt De eneste, der virkelig havde gavn af alkoholforbudet, var de kriminelle organisationer, herunder mafiaen, og sidstnævnte skulle da også efter sigende have prøvet at overtale og bestikke Kongresmedlemmer til at opretholde alkoholforbudet, da dette forbud efterhånden kom i stigende modvind i befolkningen. Meget tyder iøvrigt også på, at det netop var i alkoholforbudets periode, at mafiaen i USA voksede sig så stærk, at den ikke senere har været til at knække. Uanset at dens angivelige modstander har været verdens efter sigende stærkeste, mest magtfulde og bedst udrustede politistyrke - Det Amerikanske Forbundspoliti (FBI). Gid dette eksempel måtte åbne flere menneskers, herunder politikeres, øjne for hvor tåbeligt, nytteløst og skadeligt (for alle parter) det tilsvarende forbud i vor egen tidsalder, forbudet mod psykedeliske stoffer generelt og hash og ecstasy specielt, er. Forbudspolitik mod nydelses- eller rusmidler er med andre ord ikke nogen god løsning på de problemer, som disse stoffer, eller misbrug af disse stoffer, kan føre med sig. En sådan politik styrker blot den organiserede kriminalitet. Formynderisk politik fra statsmagtens side er ikke vejen frem. |
 |